Historie

Herregården Sønderskov

Sønderskov er nævnt for første gang i 1400-tallet, men vi kender ikke meget til de ældste bygninger. Det kvadratiske voldsted med voldgrav omkring kunne tyde på at det ældste Sønderskov også lå her, men vi mangler klare beviser på det.
 

Vi ved, at bygningen brændte i starten af 1600-tallet, og herefter blev genopbygget af adelsmanden Thomas Juel. Det skete i 1614-1620. Kælderen, som i dag rummer Restaurant Herregårdskælderen, er den ældste del af Sønderskov, men vi er ikke sikre på, hvor meget ældre denne del af bygningen er.
 

Thomas Juels hus var en renæssancebygning. I 1700-tallet stillede arkitekturen andre krav. Bygninger skille være stilrene og regelmæssige, og derfor blev Sønderskov ombygget ad flere omgange i løbet af 1700-tallet. Vinduerne blev placeret helt regelmæssigt på facaderne, og der tilføjedes nye bygninger. Det er et hus fra 1700-tallet, vi ser i dag. 
 

Sønderskov var fast beboet frem til omkring 1925. Men herefter fulgte en periode med skiftende ejere og stadigt ringere bevaringsstand. Huset stod og forfaldt mere og mere, på trods af fredningen. Forfaldet blev særlig slemt i 1970'erne og 80'erne, hvor de daværende ejere søgte om tilladelse til nedrivning. Dette var imidlertid ikke muligt, da bygningen er fredet. Derfor måtte der findes en anden løsning.


 

Billedet viser Sønderskov set fra syd i foråret 1985. Huset stod dengang med tagpap og pandeplader som nødtørftigt tagmateriale og omgivet af en tilgroet voldgrav og en helt uplejet have. Det er et helt anderledes hus, du møder i dag. 


Statens Bygningsfredningsfond og Planstyrelsen gik aktivt ind i sagen, og det lykkedes at få frastykket hovedbygningen, haveområdet og en mindre skovpart.

 

Bygningen blev i 1986 solgt videre til tømrermester Helge Kragelund, der påtog sig at gennemføre den gennemgribende og nænsomme restaurering - et arbejde, der stod på i 7 år, og som er blevet hædret med tildelingen af Europa Nostra diplom i 1992. 
 

Sideløbende med restaureringen var der blevet oprettet en forening, som havde til formål at starte et kulturhistorisk museum på denne egn. De to projekter fandt sammen, og museet fik plads på Sønderskov. Det blev statsanerkendt i 1990.


 

Museet flyttede ind midt under restaureringen og fik dermed mulighed for at tilpasse en række funktioner og indretninger undervejs.


 

I dag driver vi et museum med 13 fastansatte, og et stort antal projektansatte. Antallet varierer, men vi er typisk 15-19 medarbejdere i huset til dagligt. Vi er samtidigt stolte af at være et foreningsejet museum, med en stor skare af frivillige, der hjælper til dagligt. Dette er en vigtig del af vores arbejde og identitet på Sønderskov.
 

 


 


 

Museet på Sønderskov, Sønderskovgårdvej 2, 6650, Brørup    |    Tlf: 75 38 38 66    |   Fax 75 38 38 65   |   e-mail: post@sonderskov.dk

facebook_icon.png

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.