Firmanavn · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Fæsteds døde fortæller
Hvem var de mennesker, der levede og døde i Fæsted for næsten 2.000 år siden?
Omkring Fæsted og Harreby gemmer jorden på spor efter et samfund, der var en del af en verden i bevægelse. Mennesker levede, arbejdede, rejste, handlede og skabte sig et liv. De fleste af deres historier er for længst forsvundet. Men nogle få er blevet bevaret – i gravene.
To gange er jernalderens gravpladser ved Fæsted blevet undersøgt af arkæologer. Knogler, urner, våben, smykker og andre gravgaver giver os et sjældent indblik i de mennesker, der levede her.
I udstillingen møder du et udvalgt af de begravede
Du møder den beredne kriger, hvis grav rummer et sværd, skjold og rideudstyr med forbindelser til Romerriget. Du møder kvinden med sølvet, der blev begravet med smykker, som viste hendes rigdom og status. Og du møder drengen, der aldrig nåede at blive voksen – kun 10–15 år gammel, men med sin store jernkniv ved sin side.
Du møder også hende, der bar den kendte verden. Hendes smykker af sølv, glas og guld fortæller om forbindelser, der rakte helt til fjerne egne som Levanten og Egypten. Du møder en kvinde, der måske kunne helbrede – en særlig bronzenål i hendes grav antyder, at hun havde en viden, som ikke alle besad.
Vi kender ikke deres navne. Vi ved ikke, hvad de tænkte, eller hvordan deres liv egentlig var. Men gravene giver os spor. Et bøjet sværd, et smykke, en kniv eller et lille lerbæger kan fortælle om status, identitet, færdigheder og relationer.
For jernalderens mennesker var begravelsen en overgang til en anden verden. De ting, der blev lagt med de døde, var ikke tilfældige. Nogle blev ødelagt på ligbålet, andre blev bevaret. Hver begravelse fortæller derfor både om den døde – og om de mennesker, der tog afsked.
Mød menneskene bag fundene, og hør de døde fra Fæsted fortælle.
Praktisk
Adresse: Museet Sønderskov, Sønderskovgårdvej 2, 6650 Brørup
Åbningstider: tirs-fre kl 11-16, lør-søn 12-16 (dog åbent mandag i efterårsferien)