Frivillige
Er du interesseret i historien, og i at hjælpe et fantastisk smukt museum fremad?
På Museet Sønderskov har vi mange frivillige, der hjælper med at få hverdagen og de store arrangementer til at lykkes. Det er helt uvurderligt, og handler også om, at vi er sammen om at drive et museum her på vores egn.
Som frivillig får du et ID kort som ved fremvisning giver følgende fordele:
- gratis adgang på museet, - også ved arrangementer som f.eks. Jul på Sønderskov, Høstfest, koncerter og foredrag.
- 30% rabat på køb i museumsbutikken
- 10% rabat i Restaurant Herregårdskælderen
Derudover bliver du - med ledsager - én gang om året inviteret med på vores frivilligudflugt.
Vil du være med i en af vores frivilliggrupper? Så kontakt museet på 7538 3866 eller post@sonderskov.dk
Du kan læse om de forskellige frivilliggrupper på Museet Sønderskov herunder:
Arrangementsfrivillige
Når vi har de store arrangementer som Alle Helgensaften og Jul på Sønderskov, har vi brug for rigtig mange hænder. Du behøver med andre ord ikke være fast knyttet til museet, og binde dig til bestemte weekender eller havelodder igennem året for at hjælpe museet. Som arrangementsfrivillig træder du til, når det virkelig gælder.
Kustoder
Kustoderne holder museet åbent i weekenderne, når det faste personale har fri. Det indebærer et stort ansvar i forhold til butikken og de besøgende. Kan du være frontperson på et af Danmarks smukkeste museer, så har vi brug for din hjælp.
Omvisere
Har du en særlig interesse for historie i almindelighed, og Sønderskov og vores egn i særdeleshed? Er du udadvendt og kan repræsentere os godt over for gæsterne? Omviserne hjælper det faste personale med at vise grupper rundt på Sønderskov. Som omviser er du i høj grad museets ansigt udadtil, og har derfor en vigtig rolle i forhold til museet. Det kræver at du kan sætte dig ind i stoffet, og fortælle det videre til andre.
Sønderskovs Folkehave
Den flotte have øst for Sønderskov bliver passet af de flittige havefolk i "Sønderskovs Folkehave". Her er ordningen sådan, at du får tildelt en stribe af haven, som du selv dyrker med egne grøntsager. Til gengæld hjælper du med at holde de fine fællesarealer i haven. Der stilles høje krav i denne gruppe, som er for dig, der virkelig brænder for at arbejde med jorden. Til gengæld tilbyder vi verdens bedste udsigt, når du retter dig op fra lugningen. Det hører med, at gæsterne sætter meget stor pris på denne del af haven, og når du arbejder i Folkehaven i weekenden kan du være sikker på at høre mange anerkendende ord.
Hovbønderne
Hovbønderne er gruppen, der holder resten af det store haveanlæg fint. Der skal klippes hække og haven holdes pæn og tilgængelig for vore besøgende. Arbejdet foregår i samarbejde med museets forvalter. Her er brug for folk, der kan tage fat, og bruge en havetraktor såvel som en buskrydder. Man må gerne have arbejdserfaring fra tilsvarende opgaver.
Smedene
Smedene holder til i Sønderskovs gamle smedje. Her har de gang i essen, hvor de laver knive, blus og andre ting, der kan købes i museumsbutikken. Det er også smedene, som laver større smedeprojekter for museet. De har fornylig lavet et stort rose espalier til Sønderskov Folkehaves rosenbede. Hvis du vil være en del af Sønderskovs smede, er det godt at have erfaring med smedearbejdet.