Herregården Sønderskov
Sønderskov er nævnt for første gang i 1400-tallet, men vi kender ikke meget til de ældste bygninger. Det kvadratiske voldsted med voldgrav omkring kunne tyde på at det ældste Sønderskov også lå her, men vi mangler klare beviser på det.
Vi ved, at bygningen brændte i starten af 1600-tallet, og herefter blev genopbygget af adelsmanden Thomas Juel. Det skete i 1614-1620.
Thomas Juels hus var en renæssancebygning. I 1700-tallet stillede arkitekturen andre krav. Bygninger skulle være stilrene og regelmæssige, og derfor blev Sønderskov ombygget i flere omgange i løbet af 1700-tallet. Vinduerne blev placeret helt regelmæssigt på facaderne, og der tilføjedes nye bygninger. Det er et hus fra 1700-tallet, vi ser i dag.
Sønderskov var fast beboet frem til omkring 1925. Men herefter fulgte en periode med skiftende ejere og stadigt ringere bevaringsstand. Huset stod og forfaldt mere og mere, på trods af fredningen. Forfaldet blev særlig slemt i 1970'erne og 80'erne, hvor de daværende ejere søgte om tilladelse til nedrivning. Dette var imidlertid ikke muligt, da bygningen er fredet. Derfor måtte der findes en anden løsning.
Statens Bygningsfredningsfond og Planstyrelsen gik aktivt ind i sagen, og det lykkedes at få frastykket hovedbygningen, haveområdet og en mindre skovpart.
Bygningen blev i 1986 solgt videre til tømrermester Helge Kragelund, der påtog sig at gennemføre den gennemgribende og nænsomme restaurering - et arbejde, der stod på i 7 år, og som er blevet hædret med tildelingen af Europa Nostra diplom i 1992.
Sideløbende med restaureringen var der blevet oprettet en forening, som havde til formål at starte et kulturhistorisk museum på denne egn. De to projekter fandt sammen, og museet fik plads på Sønderskov. Det blev statsanerkendt i 1990.
Museet flyttede ind midt under restaureringen og fik dermed mulighed for at tilpasse en række funktioner og indretninger undervejs.
I dag driver vi et museum med 16 fastansatte, og et stort antal projektansatte. Antallet varierer, men vi er typisk 16-19 medarbejdere i huset til daglig. Vi er samtidig stolte af, at have en stor skare af frivillige, der hjælper til ved en lang række opgaver. Dette er en vigtig del af identiteten på Sønderskov.
For mere information om ejerhistorie og ejerrække se: