Firmanavn · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Nye tekstiludstillinger
Danmarks folkelige broderier
Fra torsdag d. 12. marts kan man opleve to mindre tekstiludstillinger om Danmarks folkelige broderier på det nyrenoverede kornloft på Museet Sønderskov.
På udstillingen vises eksempler på broderier fra 101 lokaludstillinger, der fra 1954 til 1976 blev afholdt over hele Danmark og i Sydslesvig. Daværende udstillinger udmundede i større amtslige udstillinger, hvor det bedste af dansk almue broderi og tekstil blev udstilling. Formålet for udstillingen er stadig aktuel: at skabe interesse for de gamle danske almuebroderier fra perioden 1770-1870 i privateje, søge disse bevaret og hente inspiration til at skabe nye moderne broderier og anvendelsesmåder.
Etnolog Kirsten Rykind-Eriksen har i samarbejde med to af museets frivillige udvalgt og opsat et bredt udvalgt af broderityper og beklædnings- og brugstekstiler, der viser den store diversitet i museets samling.
Projektet gennemførtes af: Højskolernes Håndarbejde, De samvirkende danske Husholdningsforeninger, Nationalmuseet, Selskabet til Haandarbejdets Fremme og Landsforeningen Dansk Kunsthåndværk.
Broderi og grænser
Det fællesskabende projekt: Broderi og grænser, er en stor dug, 0,80 x 7 meter, der består af 46 sekskanter, broderet af i alt 33 kvinder i anledning af jubilæet Genforeningen 2020. Kvinderne har selv bestemt, hvad de ville brodere ud fra deres opfattelse af, hvad grænser kan være og betyde for såvel mennesker som dyr.
Projektet gennemførtes i régi af Grænseforeningen med tekstilkunstner, brodøse og lektor Jane Ingerslev som kunstnerisk leder. Der er skrevet katalog til dugen, hvor hver deltager har fortalt om deres motiv.
Udstillingerne kan opleves indtil sommeren 2026.