Firmanavn · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Sommerferie betyder museumsbesøg for hele familien
Fra den 27. juni til den 9. august inviterer Museum Sønderskov til en sommer fyldt med historie, eventyr og oplevelser – med gratis adgang for både børn og voksne.
Tag familien, vennerne eller bedsteforældrene med på opdagelse i den stemningsfulde herregård, hvor spændende udstillinger, historiske fortællinger og sjove aktiviteter venter gennem hele sommerferien.
Gratis rundvisning hver onsdag i juli
I hele juli måned kan alle besøgende deltage i en gratis rundvisning hver onsdag kl. 13.00. Turen rundt tager ca. en time, og er for både børn og voksne.
Vi mødes på fortrappen, hvor museets medarbejdere tager gæsterne med rundt på herregården og fortæller om Sønderskovs lange historie og de mange spændende udstillinger.
Rundvisningerne finder sted den 1., 8., 15., 22. og 29. juli - og kræver ingen forudtilmelding.
Oplev sommerens udstillinger
Besøg de arkæologiske udstillinger med det berømte vikingeguld fra Fæsted, og oplev udstillingen Slavevejen, hvor fund fra en spændende jernalderofferplads i Vejen Kommune fortæller historien om fortidens mennesker. I herregårdens indgang kan I også opleve den mystiske runesten fra Malt.
Den sanselige familieudstilling Den fortryllede Herregård tager jer med tilbage til livet på Sønderskov omkring år 1900-1925. Her møder I blandt andet pigen Bodil, som voksede op på herregården, og får et unikt indblik i herskabets hverdag. Gå på opdagelse i de historiske stuer, hvor skjulte detaljer, små overraskelser og spændende fortællinger gemmer sig undervejs.
I kan også prøve flotte kopier af pikener-soldaternes rustninger i både børne- og voksenstørrelser og læse om områdets mange skattefund fra Svenskekrigene.
Gå på skattejagt i herregården
Hele sommeren kan børn og voksne deltage i museets populære skattejagt. Hjælp herremanden Thomas Juel og den nysgerrige slotsmus Ostinus med at løse en hemmelig gåde, mens I bevæger jer gennem herregårdens sale og udstillinger.
Undervejs kan I opleve smukke tapetmalerier, kalkmalerier, dydefigurer, det særlige fugleloft og mange spændende genstande fra fortiden. Skattejagten er både lærerig, underholdende og fuld af overraskelser.
Nyd sommeren i de historiske omgivelser
Når museumsbesøget er slut, kan turen fortsætte i Folkehaven eller museets smukke parkanlæg. Her er der gode muligheder for at nyde medbragte madpakker og kaffe i de grønne omgivelser. Flere steder i området er der borde og bænke, og vores museumsgræs må gerne bruges til picnic og leg.
Vi glæder os til at byde jer velkommen til en sommer fyldt med historie, oplevelser og hyggelige stunder på Museum Sønderskov.