Firmanavn · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Museet Sønderskov søger Museumsassistent
Museumsassistent (fleksjob-venlig) – butik, telefon og planlægning
Vores højt værdsatte museumsassistent gennem 22 år, har nu valgt at gå på en velfortjent pension. Derfor søger vi nu en ny museumsassistent, der kan holde mange bolde i luften og få dem sikkert i mål, kan give gæster en god oplevelse, holde styr på telefonen og sikre, at bemandingen i weekender og på helligdage hænger sammen.
Om stillingen
Stillingen er på ca. 21 timer/uge og egner sig til fleksjob. Du refererer til museumsdirektøren og arbejder tæt sammen med kolleger, frivillige kustoder og/eller ungarbejdere. Du arbejder primært på hverdage.
Det vigtigste i jobbet
1) Bemandingsplaner (weekender/helligdage)
- Udarbejde månedlige vagtplaner
- Koordinere ændringer og byttevagter
- Sikre at alle har de informationer, de skal bruge (tider og praktiske forhold)
2) Telefonpasning og første kontakt
- Passe hovedtelefonen i åbningstiden
- Tage imod beskeder og få henvendelser hurtigt videre
- Svare venligt og tydeligt også når der er travlt
3) Sekretæropgaver og booking
- Booke omvisninger, arrangementer og foredrag inkl. bekræftelser og opfølgning
- Holde eventkalender ajour og sikre, at aftaler ligger korrekt
- Vedligeholde adresselister/kontaktlister (fx frivillige og samarbejdspartnere)
- Små praktiske kontoropgaver, når hverdagen kræver det, såsom indkøb af kontorartikler.
- Arrangere den årlige udflugt for museets frivillige.
4) Billetsalg og museumsbutik
- Stå for billetsalg (kasse/terminal) og hjælpe gæster med spørgsmål
- Daglig afstemning/kasseopgørelse og enkel registrering
- Drift af museumsbutikken: varebestilling, varemodtagelse, prismærkning, opstilling/soignering
- Lagerstyring og løbende status samt simple salgsoverblik i samarbejde med bogholder
PR og arrangementer
- Udskrive og hænge plakater op (fx i udhængsskab), klargøre foldere/brochurer
- Korrekturlæse kort materiale og hjælpe med små praktiske PR-opgaver
- Hjælpe til med planlægning og deltagelse ved udvalgte arrangementer
Sådan lykkes du hos os
Du trives med at skabe orden: vagtplaner ligger klar i god tid, telefonen bliver passet, og bookinger bliver fulgt helt til dørs. Du arbejder gerne med tjeklister og tager ansvar for at samle løse ender også når dagen ændrer sig. Og du siger til i god tid, hvis noget er uklart, så vi kan finde en løsning sammen.
Vi forestiller os, at du
- er mødestabil, serviceminded og god til at tale med mange forskellige mennesker
- arbejder struktureret, kan prioritere og afslutte opgaver til tiden
- trives med rutiner og kan skifte spor, når dagen ændrer sig
- har flair for tal og overblik (kasse, billetter, lager og simple opfølgninger)
- er ok med it på brugerniveau (mail, kalender og lister)
Vi tilbyder
- en varieret hverdag i historiske rammer
- et lille team med tæt samarbejde, hjælpsomhed og plads til grin
- grundig oplæring, klare opgaver og tydelige aftaler
- løn og ansættelse efter gældende vilkår
Søg stillingen
Send kort ansøgning og CV samlet i EN pdf til post@sonderskov.dk. Skriv “Museumsassistent” i emnefeltet.
Vi vurderer løbende ansøgninger og indkalder til samtaler.
Jobbet ønskes besat til hurtigst muligt.