Firmanavn · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Zeppelinbasen i Tønder
Mandag den 16. februar kl. 19.00 holder museumsformand Anders Jacobsen fra Zeppelin- og Garnisonsmuseum Tønder et spændende foredrag om luftskibsbasen ved Tønder, der var aktiv under Første Verdenskrig.
Om foredraget
Kort efter udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 begyndte den tyske marine at opføre en luftskibsbase i Tønder. Allerede i foråret 1915 stod den første luftskibshal klar, og i løbet af krigen voksede anlægget til en imponerende militærinstallation. Mest spektakulær var den gigantiske dobbelthal “Toska” – næsten 245 meter lang og 44 meter høj – med plads til to af tidens teknologiske vidundere: zeppelinere.
Rundt om hallerne opstod en hel militærby med flyhangar til datidens jagerfly, barakker til omkring 600 mand, et gasværk og tilknytning til jernbane. Zeppelinernes opgave var klar: De skulle være Tysklands supervåben i kampen mod den britiske flåde. Men snart blev de kastet ind i et dramatisk kapløb på liv og død med stadig mere avancerede flyvemaskiner.
Fra basen i Tønder overvågede luftskibene den britiske flådes bevægelser i Nordsøen og gennemførte dristige bombeangreb mod mål i England. Briterne forsøgte flere gange at slå til mod basen, men først i juli 1918 lykkedes det. I et historisk angreb – det første vellykkede flyangreb mod landmål fra et hangarskib – bombede britiske fly basen og ødelagde de to zeppelinere, der stod klar til mission.
Alt dette og meget mere vil Anders Jacobsen fortælle om!
Entré og tid
- Ikke-medlemmer: 75 kr.
- Medlemmer: 50 kr.
Kl. 19.00
Sted
Museet Sønderskov, Sønderskov Herregård
Sønderskovgårdvej 2
6650 Brørup