Julekalendere gennem tiden
Julekalenderen
De første julekalendere opstod i slutningen af 1800-tallet i særlige jule-almanakker, altså en kalender over årstider, helligdage, astronomi og andet. I julealmanakkerne var der desuden også ofte små historier, der fortaltes over 24 dage.
De første julekalendere af pap med låger kendes fra 1920’erne og 1930’erne, hvor de blev trykt efter engelsk og tysk forbillede.
Pakkekalenderen kom først frem efter Anden Verdenskrig. Folk syede ofte selv pakkekalenderne med 24 små ringe eller huller til at montere små gaver. Butikkerne så det som en mulighed og annoncerede små varer som forslag til pakkekalenderen.
Billede: Julekalender fra 1970-76. Designet af Agnete Christensen, Engelsholm Håndarbejdsskole, Højskolernes Håndarbejde. Fra museets samling.
TV-kalenderne
Den første danske tv-julekalender er fra 1962. Den blev kaldt ’Historier fra hele verden’ og indeholdt små historier fra andre lande. I 1967 ændrede man konceptet, så det kom til at handle mere om jul. Kalenderen fik navnet ’Kender du Decembervej’ og introducerede bl.a. Magnus Tagmus. De næste 16 år blev julekalenderne lavet med dukker.
I 1979 sendte man julekalenderen ’Jul i Gammelby’, der blev indspillet i Den Gamle By i Århus og som for første gang var baseret på fortællinger med levende skuespillere.
I 1980’erne gik julekalenderne over til fortællinger med levende skuespillere. Med ’Jul på Slottet’ og ’Nissebanden i Grønland’ fik julekalenderne efterhånden gode seertal. Produktionerne voksede sig større og serierne fik ofte et historisk tema, som fx i Pyrus-serien (1994, 1995, 1997, 2000). I 2023 har vi en super juleudstilling om netop julekalenderens historie i samarbejde med DR her på Museet Sønderskov. læs mere her.
Topbillede: Ann Hjort og Flemming Jensen i juleoptræden i Rødovre Centrum dec. 2011 som Puk og Lunte fra Nissebanden. Foto: Wikimedia Commons, User: Jørgen.