Firmanavn · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
2 x broderiudstilling
Fra den 12. marts kan du opleve to mindre udstillinger om broderier på det nyrenoverede kornloft. Udstillingerne kan opleves indtil sommeren 2026.
Danmarks Folkelige Broderier – en glemt kulturskat?
På udstillingen vises eksempler på broderier fra 101 lokaludstillinger, der fra 1954 til 1976 blev afholdt over hele Danmark og i Sydslesvig.

Formålet er stadig aktuelt: at skabe interesse for de gamle danske almuebroderier fra perioden 1770-1870 i privateje, søge disse bevaret og hente inspiration til nye broderier.
Det blev en kulegravning i kvindeflid og kvindekultur.
Projektet gennemførtes af: Højskolernes Håndarbejde, De samvirkende danske Husholdningsforeninger, Nationalmuseet, Selskabet til Haandarbejdets Fremme og Landsforeningen Dansk Kunsthåndværk.
Udstillingen vises på det nyrenoverede loft.
Broderi og grænser
Det fællesskabende projekt: Broderi og grænser, er en stor dug, 0,80 x 7 meter, der består af 46 sekskanter, broderet af 33 kvinder i anledning af jubilæet Genforeningen 2020. Kvinderne har selv bestemt, hvad de ville brodere ud fra deres opfattelse af, hvad grænser kan være og betyde for såvel mennesker som dyr.

Projektet gennemførtes i régi af Grænseforeningen med tekstilkunstner, brodøse og lektor Jane Ingerslev som kunstnerisk leder. Der er skrevet katalog til dugen, hvor hver deltager har fortalt om deres motiv.
Dugen er udstillet på det nyrenoverede loft.