Firmanavn · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Foredrag i både Vejen og Folding
To lokale historier på én aften
Hvem bestemte, hvor Vejen Station skulle ligge? Og hvem sad egentlig øverst i Folding Kirke?
Onsdag den 7. oktober inviterer Museet Sønderskov til hele to foredrag, der begge tager udgangspunkt i lokale historier og mennesker, som har sat deres aftryk på egnen.
Kampen om Vejen Station
I Vejen fortælles historien om kampen om Vejen Station. Da jernbanen kom til byen i 1874, blev stationen anlagt syd for det gamle sognecentrum. Men sådan var planen ikke oprindeligt. Staten havde nemlig udset sig Andst Bro som placering for stationen. Hvorfor ændrede planerne sig – og hvem var de mange aktører, der kæmpede for at få stationen placeret netop dér, hvor den ligger i dag? Det fortæller stud.mag. Morten Aaboe Schelde om ved et foredrag på Vejen Lokalarkiv.
Herskabspulpituret fra Folding Kirke
I Folding Kirke går historien endnu længere tilbage. Her kan man høre museumsdirektør Nick Schaadt fortælle om det gamle herskabspulpitur – et markant tegn på adelens tilstedeværelse i kirkerummet. Folding Kirke hørte i renæssancen under Sønderskov Herregård, men hvem sad egentlig øverst i kirken, og hvad fortæller pulpituret om forholdet mellem kirke, herregård og lokalsamfund?
To foredrag, to steder og to historier – men fælles for dem er, at de fortæller om mennesker, magt og forandringer i vores egen lokale historie.
Praktisk
Kampen om Vejen Station
Vejen Lokalarkiv, Østergade 2, 6600 Vejen
Kl. 19.00–21.00
Foredraget arrangeres i samarbejde mellem Historisk Samfund for Ribe Amt, Vejen Lokalarkiv og Museet Sønderskov. Der er gratis parkering.
Herskabspulpituret fra Folding
Folding Kirke
Kl. 19.00
Foredrag ved museumsdirektør Nick Schaadt. Foredraget er gratis.