Julegaver
Julegaver kendes tilbage fra renæssancen. Selvom det først og fremmest var en religiøs fejring, så var det ikke ualmindeligt i velhavende hjem, at husets herre delte gaver ud. Det kunne være en sølvmønt, en ring eller, til tjenestefolket, julekager. De blev delt ud før man gik over til julelegene, som var festens højdepunkt.
I Ludvig Holbergs komedie ”Julestuen” fra 1724 beskriver han hvordan husfaderen gik rundt med en kurv med gaver og delte ud. Gaverne var uden indpakning.
Da juletræet kommer til Danmark i 1800-tallet bliver gaverne en del af træets pynt. Når der ikke var plads til flere gaver blev de lagt under træet – stadig uden indpakning. Gaverne til børnene begyndte at minde lidt mere om i dag, hvor det ofte er legetøj. I 1800-tallet kunne det være en sprællemænd, en Noahs ark, en dukke eller en kæphest. I midten af 1800-tallet blev drengenes legetøj lidt mere militært: En tromme, en trompet eller måske en træ-sabel.
I midten af 1800-tallet ændrede gave-traditionen sig, så det ikke længere kun var husets herre der gav gaver. Nu kunne børnene også finde på at give til deres forældre.
Omkring 1890’erne begyndte man at samle alle gaverne under juletræet og for første gang begynder man at pakke dem ind. Så kan man bedre overraske hinanden med gaverne!