Peder Lauridsen

Peder Lauridsen (1866-1940) var en prominent købmand, der i løbet af sit liv satte sit aftryk flere steder i Vejen, måske tydeligst ved oprettelsen af Vejen Bibliotek, ved opførelsen af den prominente villa Brejdablik samt ved hans aktive indsats i forsøget på at få etableret et kunstmuseum i Vejen. Læs med om en vigtig lokal personlighed fra Vejen og ikke mindst den dramatiske afslutning. 

Den unge Lauridsen

Peder Lauridsen blev født på familiens gård, Grønvang, vest for Vejen. Han stod i lære ved Vejen Brugsforening og arbejdede i sin ungdom ved købmand C.F. Müllers Eft. i Kolding og senere som bogholder i hans brors, Johannes Lauridsens, cikoriefabrik. Peder Lauridsen interesserede sig for litteratur og højskolesagen, hvad han blev drillet med da han arbejdede i Kolding. Men Lauridsens interesse vedblev og i vinteren 1890-91 var han elev på Askov Højskole.

Han blev forlovet med Anna Petersen fra Skodborghus i 1889. Dog gik der nogle år før de blev gift da Peder ville ikke giftes før han tjente nok til at kunne finansiere familielivet.

Forretningsmanden

Derfor åbnede han sin egen købmandsforretning den 3. oktober 1891 i en nyopført ejendom på Søndergade 10, Vejen. I begyndelsen fik Lauridsens forretning en lunken modtagelse. Der var flere der mente, at den risikerede at ødelægge handlen for andre butikker i den lille stationsby. Men Vejen havde vokseværk og snart led Lauridsens virksomhed ikke længere, men gik derimod forrygende. Derfor giftede Anna Petersen og Peder Lauridsen sig den 21. april 1894.

Særligt handlen med foderstof var en god forretning. Derfor udvidede Lauridsen foderstoflokalerne i 1898. Det fik kun omsætningen til at vokse, så i 1906 udvidede han med en ny filial i Skodborg, der på dette tidspunkt var en del af Tyskland. I den forbindelse fik Peder Lauridsen gode forbindelser til de tyske myndigheder og fik derfor lov til at trække en telefonlinje mellem sine to filialer og hen over den dansk-tyske grænse. Efter hans eget udsagn var dette en ære, som han var den første til at modtage.

Fra Skodborg-fillialen opkøbte Lauridsen korn. Da store dele af det danske landsbrug havde omlagt produktionen til animalsk produkter (smør og bacon), kunne det billige tyske korn nemt sælges videre i Danmark med fortjeneste. Importen voksede i en sådan grad, at Peder Lauridsen i 1909 måtte oprette en filial i Holsted til opmagasinering. I 1911 købte han Andst Vindmølle og i 1913 købte han et lager på kajen i Kolding Havn. Forretningen gik strygende.

Lauridsens købmandsgård på Søndergade 10, Vejen - Købmandsgårdens interiør - Foderstofforretningens Holsted-filial -  Villaen Bella Vista, opført i 1912.

Første Verdenskrig

Da Første Verdenskrig brød ud viste det sig, at flere af Lauridsens investeringer blev en god forretning. Selvom Danmark ikke var aktiv i krigen, opstod der hurtigt en vis ressourceknaphed og priserne begyndte at stige kraftigt. Der gik derfor ikke lang tid før regeringen kom med et lovindgreb, der forbød at fodre dyr med korn og indførte prisloft på hvede og rug. Fra september 1917 skulle al handel med korn gå gennem nogle regionale lagre, der blev udpeget af Ernæringsrådet. Lagrene fik reelt et slags regionalt monopol. I denne situation var der nogle få personer som tjente styrtende.

Fra afdelingen på kajen i Kolding importerede Lauridsen de efterspurgte varer, og tjente godt på det. Men det blev bedre. I 1917 blev Andst Vindmølle udpeget som et regionalt kornlager, og Lauridsen kunne nu sælge nogle af de mest efterspurgte varer. Peder Lauridsen tjente også penge ved at sælge korn til det tyske militær. Hans Skodborg-filial opkøbte korn, som derefter blev solgt til den tyske militærforvaltning.

Samlet set betød det, at Peder Lauridsens formue voksede betragteligt under Første Verdenskrig og frem til at regeringsindgrebet hørte op i 1920. Fra krigsudbruddet i 1914 og frem til 1917-1918 mere end femdoblede Lauridsen sin egen løn.

Da Peder Lauridsen i 1920 skrev om sit liv var det dog ikke den voksende indtjening og handlen med krigsførende nationer under Første Verdenskrig som han fremhævede. Derimod fortalte Lauridsen om hvordan han beskyttede bestyreren i Skodborg, Andreas Hollensen, mod aktiv militærtjeneste ved fronten ved at lade det tyske garnisonskontor i Haderslev benytte Lauridsens skrivemaskine, så længe det var Hollesen, der betjente den.

Mønsterbiblioteket

Den stigende indtjening brugte Lauridsen blandt andet til at dyrke sin interesse i litteratur og kunst. Ligesom broderen, Johannes Vang Lauridsen, var Peder Lauridsen også mæcen for kunstneren Niels Hansen Jacobsen. Peder Lauridsen stod desuden i spidsen for Vejen Kunstforening fra 1906, hvor han var med til at lufte de første ideer om et kunstmuseum i Vejen. De første forsøg på at få skabt kunstmuseet kuldsejlede dog pga. Første Verdenskrigs udbrud.

Mere entydigt var Peder Lauridsen manden bag oprettelsen af Vejen Bibliotek. Som unge var både Peder og Anna Lauridsen interesseret i litteratur. Ved et besøg på Landsudstillingen i Aarhus 1909, skulle de være blevet yderligere inspireret af udstillingen ’Mønsterbiblioteket’, der demonstrerede principperne bag de moderne folkebiblioteker. Anna Lauridsen foreslog, at de donerede et bibliotek til Vejen, som ganske vidst havde en mindre, offentlig bogsamling, men intet reelt bibliotek. Lauridsen-parret donnerede derfor 2000 bøger og møblerede en tidligere villa, Søndergade 2, som sognerådet satte til rådighed til formålet.

Indvielsen fandt sted den 30. september 1916.

De gode år hørte op

1910’erne virkede til at være nogle fantastiske år for Peder Lauridsen. Som nævnt blev Første Verdenskrig en anledning til økonomisk velstand for ham. Lauridsen havde børsnoteret sit firma i 1914, kort før indtjeningen fra Første Verdenskrig virkelig satte ind. Det betød, at hans virksomhed var meget interessant at investere i og firmaet P. Lauridsen A/S blev hurtigt købt af Eriksen & Christensen A/S, et Foderstoffirma fra Esbjerg. Lauridsen var dog fortsat direktør for P. Lauridsen A/S.

Privatlivet gik også godt. Peder og Anna havde fået intet mindre end syv børn i alt. Derfor havde familien i 1912 opført en stor, hvid villa i det sydvestlige Vejen med udsigt ud over Kongeådalen ved navn Brejdablik. Her fik familien i den grad plads til at leve. I 1913-1914 flyttede Lauridsen sit hovedkontor til Kolding og blot fire år senere flyttede han familien med. I Kolding havde han købt en stor og imponerende villa, Bella Vista, der lå med udsigt ud over Kolding Fjord, som familien flyttede ind i.

De gode tider kulminerede mere eller mindre i 1919, hvor Lauridsen-parret fejrede deres sølvbryllup, Peder Lauridsen blev udnævnt til Ridder af Dannebrog og foretog en Amerika-rejse sammen med hans søn Holger. På Rejsen studerede Lauridsen de amerikanske forretningsforhold og ikke mindst de amerikanske biblioteker i f.eks. New York, Chicago, San Francisco og Washington.

Men de gode tider hørte snart op for Lauridsen. Det begyndte i 1920. Dette år bestemte den danske regering sig for at lave det sidste statsindgreb på kornmarkedet. Det betød at Lauridsens virksomhed i Andst mistede det regionale monopol på salg af korn samtidig med, at priserne kom på det fri marked og pludselig styrtdykkede. Indtjeningen i P. Lauridsen A/S gik fra at kunne udbetale et årligt udbytte til sine aktionærer på 5 % til 0 %.

Landmandsbanken

Få år efter denne udvikling blev Lauridsens bank, Landmandsbanken, ramt af en krise. Banken havde satset på forretninger der var baseret på økonomien under Første Verdenskrig, og de begyndte nu at miste deres grundlag. Samtidig havde banken udstedt for mange usikre lån. Uroen omkring banken skabte i begyndelsen af 1920’erne en begyndende kundeflugt. Landmandsbanken kom igennem krisen ved hjælp af et regeringsindgreb og en statsgaranti, men måtte til gengæld underlægge sig strenge krav til likviditet og sikkerhed. Det kom til at ramme Lauridsen.

Den 1. december 1927 skulle der afholdes bestyrelsesmøde i bestyrelsen for A/S Eriksen & Christensen og A/S P. Lauridsen. Mødet skulle starte kl. 14.00, men blev udskudt, da filialbestyreren af Landmandsbanken i Esbjerg var forsinket. Da han mødte op havde han en besked med til bestyrelsen: Landmandsbanken anså selskabet A/S P. Lauridsens aktiekapital og pengereserve for værende tabt, og de forlangte, at Peder Lauridsen trådte tilbage som direktør og at selskabet blev likvideret. Peder Lauridsen troede dårligt på, hvad han hørte.

Kravet fik dog ikke Lauridsen til at træde tilbage med det samme. Han mente, at forretningen var sund og kunne ikke genkende Landmandsbankens vurdering. Han lavede derfor en opgørelse som den 10. december kunne konkludere, at P. Lauridsen A/S lå inde med aktiver for 851.119,59 kr. og havde passiver for 670.134,45 kr. og dermed en balance på +180.985,14 kr. Over for dette frafaldt Landmandsbanken sine krav, men de trak sig som bank for foretagendet. A/S P. Lauridsen stod derfor over for at skulle indfri gælden til banken og samtidig skaffe en ny bankforbindelse – hurtigt.

I januar 1928 skrev Peder Lauridsen derfor til samtlige hovedbanker i København og til en række af hans samarbejdspartnere. Men det hjalp ikke – Bankerne ville ikke gå ind i hans forretning. Så da Landmandsbanken bad P. Lauridsen om at udtræde af bestyrelsen, var der ikke andre muligheder.

Det stigende pres på Peder Lauridsen kunne også mærkes derhjemme, og hustruen Anna Lauridsen blev mærket af de voksende udfordringer. Hun kunne se hele deres tilværelse forvitre og mente, at de blev forfulgt og frygtede, at de ikke ville have noget at leve for. En dag i februar 1933 kom Peder Lauridsen hjem fra en forretningsrejse og fandt Anna livløs. Man forsøgte at genoplive hende på sygehuset, men det var forgæves. Ligsynsrapporten konkluderede senere, at hun sandsynligvis havde taget 15 piller af en receptpligtig medicin. Hun blev begravet fire dage senere, den 19. februar 1933 i familien Lauridsens familiegrav på Vejen Sogns kirkegård.

Tabet af hustruen var hårdt for Peder Lauridsen. Kort efter trådte han tilbage som direktør. Landmandsbanken overtog firmaet og solgte det i bidder.

Med sin forretning i ruiner bag sig flyttede Peder Lauridsen til en lejlighed i Odense. Peder Lauridsen indrettede lejligheden med de tilbageværende møbler og malerier fra Bella Vista. De var alt for store til lejligheden. Han var bitter og anså Landmandsbanken som ansvarlig for hans deroute og Annas død.

Peder Lauridsen i 1937, 71 år gammel. 

I et interview i Fyens Venstreblad fra 1936 udtrykte den forbitrede Peder Lauridsen sin fortvivlelse.

Peder Lauridsen døde i 1940. Han blev begravet fra sit hjem i Odense, hvor biskop Anders Jensen Rud talte.

Kisten blev bragt til Vejen Kirke, hvor begravelsen fandt sted, forrettet af provst Morten Lindegaard. Lauridsen

blev stedt til hvile ved siden af sin hustru, Anna.